Gode råd til studiestarten

Er du en af de mange som blev optaget på en videregående uddannelse, så står du over for et nyt, spændende kapitel i dit liv. Og lige så spændende og nyt det hele kan være, lige så uoverskueligt og angstprovokerende kan det være. Der er altid en masse at skulle holde styr på, når man lige er startet – både socialt, fagligt og økonomisk.

Inden du går helt i panik over alt det, du skal have styr på, så fat mod! Træk vejret helt ned i maven et par gange, og læs så vores lille samling gode råd fra tidligere studerende, som forhåbentlig kan give dig en lidt blidere studiestart.

Brug overskuddet på at være social

Der er mange nye indtryk og meget ny information. Derfor kan vi, som det første, være med til at fortælle dig hvor du skal lægge dit fokus: på det sociale! Undersøgelser viser, at medstuderende og studiemiljøet i det hele taget, er en af de vigtigste faktorer for, at unge gennemfører uddannelsen. Du skal ikke forvente at få venner for livet den allerførste dag, men det er helt okay nedprioritere det faglige lidt i starten, og i stedet tage en ekstra øl med dine nye medstuderende i solen. For på den lange bane er det dem, og ikke fagene, der får dig til at blive hængende.

Få styr på økonomien

Noget der kan stresse utroligt meget er, hvis man ikke har styr på det økonomiske. Start derfor – helst inden studiestarten – med at lave et budget, så du kan overskue hvordan livet på SU bliver. Har du ikke allerede et studiejob, så tillad dig selv at vente en måned eller to med at søge, mens du falder til.

I forbindelse med studieopstarten burde du desuden blive præsenteret for mindst en fagforening og a-kasse som er særligt relevant for din retning. Og her er det rigtig godt at være opmærksom – særligt når de nævner a-kassen. Ofte vil der være mulighed for at blive gratis medlem, eller i hvert fald med en betydelig rabat, når du er studerende. Og sørger du for at melde dig ind mindst et år, før du er færdig, slipper du for en måned uden dagpenge, når du dimitterer og potentielt er arbejdssøgende.

Det er ok at bede om hjælp

Har du nogle særlige udfordringer der gør, at studiestarten er ekstra vanskelig for dig, så tøv ikke med at bede om hjælp. De fleste uddannelsesinstitutioner har SPS-vejledere tilknyttet, og de kan hjælpe dig med at finde ud af, hvilken støtte du skal bruge for at kunne gennemføre uddannelsen. Det kan være alt fra en sekretær til en mentor, eller bare et par enkelte støttetimer hist og her, for at kunne bevare overblikket.

Find dig til rette

Selvom du er den samme person du var, på din tidligere uddannelse, får du ikke nødvendigvis den samme rolle på din nye uddannelse. Det kan være du tidligere var hele klassens stræber, men nu møder mange andre, der er bedre end dig. Eller du kan tidligere have været den mere stille type, men nu pludselig få lyst til at deltage mere. Og det hele er okay. Nyd, at du får lov at ændre dig og prøve nye roller af, eller slap af i, at du kan være præcis den du hele tiden har været. Der skal nok være en plads til dig uanset hvad.